Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Al Jolson

Oprindelig forfatter MiBl Seneste forfatter Redaktionen

Al Jolson, egl. Asa Yoelson, 1886-1950, amerikansk sanger og skuespiller, født i Litauen. Al Jolson var 1910'ernes og 1920'ernes populæreste grammofonstjerne og havde sideløbende en karriere som sortsværtet minstrelsanger i varietéer og med turnerende grupper.

Al Jolson blev berømt også uden for USA med hovedrollen i den første officielle talefilm, The Jazz Singer (1927, Jazzsangeren), hvor han foruden at synge ytrede den profetiske replik "You ain't heard nothin' yet".

I 1930'erne hørtes Al Jolson mest i radio, men karrieren fik et nyt opsving, da han lagde stemme til sine egne sange i to biografiske film, The Jolson Story (1946, Hele Verden synger) og Jolson sings again (1949, Sangen er mit Liv).

Annonce

Som søn af en jødisk rabbiner og kantor, der forholdt sig kritisk afvisende til show business, brugte Al Jolson den sorte maske til på scene og film at skabe sig en alternativ identitet, der nok kunne være grelt ekspressiv, men ikke var formet som en bevidst parodi på afroamerikanere.

Al Jolson hørte til epoken før de intime mikrofonsangere, men har ikke desto mindre påvirket Bing Crosby, Louis Armstrong og mange andre sangere. Blandt hans talløse hits er Swanee (1920), My Mammy (1927) og Sonny Boy (1928).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Blædel: Al Jolson i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=101824