Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Romy Schneider

Oprindelig forfatter MiBl Seneste forfatter Rasmus Löb

Romy Schneider, egl. Rosemarie Magdalena Albach, 1938-1982, tysk-østrigsk skuespiller. Bredt, folkeligt gennembrud i den nostalgiske Sissi-trilogi (1955-57) om den østrigske kejserinde Elisabeth (1837-98). Hele hendes senere karriere blev et bevidst, men ikke omkostningsfrit oprør mod dette image. Hun udviklede sig til en betydelig karakterskuespiller og fortolker af sin generations og middelklassens kriser i fx Les Choses de la vie (1970, Små ting i livet), César et Rosalie (1972, Mig eller David) og Une Histoire simple (1978, Marie — en kvindes frihed). Hun havde desuden roller i Orson Welles' The Trial (1962, Processen) og i Luchino ViscontisLudwig (1972), hvor hun kunne tage Sissi-figuren op til revision.

Romy Schneider blev et vigtigt kvinde-ikon i efterkrigstidens Tyskland. Hun blev som uskolet 17-årig skubbet ind foran kameraet af en emsig mor, skuespillerinden Magda Schneider (1909-96), der i nogle år søgte at forme og styre hendes karriere som eksponent for det sunde, søde og sippede verdensbillede, der blev fremmet i Adenauer-æraens filmproduktion. Her excellerede Romy Schneider med Bjørn Rasmussens ord i "klumset ungpigecharme". Hun valgte selv at rebellere mod både moderen og tidsånden ved at vælge anderledes krævende roller i udlandet, som både forløste hendes erotiske potentiale og anfægtede den tyske fortidsfortrængning. Også privat brød hun med tidens tabuer. I 1971 deltog hun i en kampagne, hvor en række kendte vesttyske kvinder offentligt indrømmede, at de havde fået foretaget illegal abort. Hendes privatliv var iøvrigt præget af en række ulykkelige parforhold, bl.a. til Alain Delon. Ligesom hun selv havde været et forsømt barn med karrierefikserede forældre fik hun svært ved at fastholde en harmonisk moderrolle i forhold til sine egne to børn. Da hendes 14-årige søn i 1981 blev dødeligt såret i et forsøg på at klatre over et jerngitter, som han blev spiddet på, eskalerede hendes tidligt funderede misbrug af spiritus og medikamenter. Hun nåede at indspille en sidste film, inden hun blev fundet død i sin lejlighed i Paris.

Romy Schneiders skæbnefortælling kan overfladisk tage sig ud som en tysk pendant til Marilyn Monroes. Ligesom Monroe var hun intuitiv, ikke intellektuel. Men det særligt tyske forhold, at hun bar på et uudtalt skyldkompleks, fordi begge hendes forældre havde været successkuespillere i Det Tredje Rige uden siden at distancere sig, gør hende repræsentativ for en hel generation i en langt bredere sammenhæng end filmens. Tyske feminister har taget hende til sig som normbryder, mens det brede publikum stadig sværmer for hendes tækkelige Sissi. I denne næsten skizofrene dobbeltfunktion må hun også retrospektivt betegnes som den største tyske filmstjerne i anden halvdel af 1900-tallet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Blædel: Romy Schneider i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=156403