Faktaboks

Erwin Geschonneck
Født
27. december 1906
Død
12. marts 2008

Erwin Geschonneck var en tysk skuespiller. Erwin Geschonneck var ufaglært arbejder med tilfældige småjobs og uforløste teaterdrømme i Berlin, da han i 1933 som kommunist besluttede at forlade Tyskland. Han ernærede sig ved teaterarbejde i blandt andet Prag og Dnepropetovsk, men blev udvist af Sovjetunionen i 1938.

I 1939 blev han udleveret til Gestapo af de tjekkiske myndigheder og sad i 1939-1945 i koncentrationslejrene Sachsenhausen, Dachau og Neuengamme. Endelig overlevede han det allierede luftangreb på fangeskibet Cap Arcona i Østersøen den 3. maj 1945.

Erwin Geschonneck indledte en egentlig professionel skuespillerkarriere i Hamburg, men blev i 1949 engageret af Bertolt Brecht til Berliner Ensemble, hvor han spillede Matti i Herr Puntila und sein Knecht Matti, dommeren i Heinrich von Kleists Der zerbrochne Krug, titelrollen i Molières Don Juan og andre betydelige roller.

Til Brechts store fortrydelse opgav han i 1956 teatret for helt at hellige sig en filmkarriere, han havde indledt i Vesttyskland i 1947, men nu udelukkende videreførte hos DEFA.

Erwin Geschonneck blev DDR's mest populære filmskuespiller med et betydeligt vingefang. Han spillede et par gange kz-lejrfange (Nackt unter Wölfen, 1963, Jakob der Lügner, 1974), men også naziofficerer, småborgere og ægteskabssvindlere med en filmisk maskulin præsens og et lune på niveau med de bedste internationale kolleger. Han var medlem af SED og højt æret af regimet, men forfaldt aldrig til de foreskrevne socialrealistiske arbejderklicheer.

Efter Murens fald engagerede han sig politisk i PDS, senere i Die Linke. Geschonneck modtog flere udmærkelser i det genforenede Tyskland og blev i 2004 æresmedlem af det nystiftede Deutsche Filmakademie. Han spillede sin sidste hovedrolle i tv-filmen Matulla und Busch (1995), instrueret af sønnen Matti Geschonneck (f. 1952), der havde forladt DDR i 1978.

Erwin Geschonneck fejrede offentligt sin 100 års fødselsdag, og hans begravelse på Dorotheenstädtischer Friedhof blev en (øst)berlinerbegivenhed.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig