Curt Bois

Curt Bois, 5.4.1901-25.12.1991, tysk skuespiller. Curt Bois debuterede allerede i 1908 på Theater des Westens i Berlin som drengen Heinerle i Leo Falls operette Der fidele Bauer, en rolle, der fastslog hans status som barnestjerne og øjeblikkeligt blev omsat til både film, grammofonplader og postkort. Lille, væver og med store akrobatiske evner var han forudbestemt til det lettere repertoire som revy, farce og kabaret.

Han spillede flere komiske drag-roller, bl.a. i stumfilmen Der Fürst von Pappenheim (1927), der i 1940 blev citeret i den nazistiske hetzfilm Der ewige Jude som eksempel på jødernes perverse tilbøjeligheder. I samme boldgade fik Bois succes som Charlies Tante (1928), en rolle, han også gæstespillede med i København. Selv om han var mest populær, når han sang tango- og rumba-slagere af Friedrich Hollaender (1896-1976) og Mischa Spoliansky (1898-1985), forstod både Max Reinhardt og Erwin Piscator at nuancere hans evner som karakterkomiker på teatret.

Efter Hitlers magtovertagelse søgte Bois via Prag og Wien til Hollywood, hvor han medvirkede i over 40 film, men kun i sekunder eller minutter ad gangen. Således bemærkes han lige akkurat som lommetyv i Casablanca (1942). Desillusioneret vendte han tilbage til Berlin, hvor han i 1950 spillede hovedrollen i Gogols Revisoren hos Wolfgang Langhoff (1901-66) på Deutsches Theater.

Bertolt Brecht, der i 1951 skulle ombesætte den brovtende storgodsejer i Herr Puntila und sein Knecht Matti, gik mod klichéen og valgte den lille, knirkende Curt Bois, der fik succes og senere gentog rollen i Alberto Cavalcantis mislykkede filmatisering (1955) og en opsætning på det vestberlinske Schiller Theater (1965).

Ellers var det Fritz Kortner, der frem for nogen forstod at forløse Bois' tragikomiske potentiale, bl.a. som Malvolio i Shakespeares Som man behager (Kammerspiele München, 1959) og i titelrollen i Molières Den indbildt syge (Schiller Theater Berlin, 1965). Berliner Ensemble engagerede ham til at spille kejseren af Kina i Brechts svage Turandot oder Der Kongress der Weisswäscher (1973).

Kronisk utilpasset pendlede Bois mellem Vest- og Østberlin. Det blev det østberlinske Theater im Palast, der i 1978 fejrede hans 70 års skuespillerjubilæum med hans læseværdige erindringer, Zu wahr um schön zu sein, hvori han i knivskarp anekdotisk form foretager punktnedslag i sin rekordlange, men jævnligt afbrudte karriere.

De to yngre skuespillerkolleger Bruno Ganz og Otto Sander optog hommage-filmen Gedächtnis (1981) med forbillederne Curt Bois og Bernhard Minetti. Både verbalt, mimisk og plastisk var Curt Bois en af de betydeligste tyske komikere i 1900-tallet, som på grund af skiftende tiders ugunst og en skrøbelig psyke aldrig fik den position i offentligheden, som hans talent berettigede ham til.

Et langt liv fik et værdigt punktum, da Wim Wenders valgte ham til at spille den gamle digter Homer i Der Himmel über Berlin (1987, Himlen over Berlin).

Læs mere om tysk film.