Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bruno Ganz

Oprindelige forfattere AJes og CSei Seneste forfatter Redaktionen

Bruno Ganz, f. 1941, schweizisk skuespiller. Selv om Bruno Ganz debuterede som 19-årig i en schweizisk film, blev de første ti år af hans egentlige karriere henlagt til toneangivende vesttyske teatre.

Han brød igennem i Bremen i forestillinger af Peter Zadek som Frank Wedekinds Frühlings Erwachen (1965) og Friedrich Schillers Die Räuber (1966). Det var også i Bremen, han indledte sit samarbejde med Peter Stein, der via München og Zürich førte ham til Schaubühne am Halleschen Ufer i Vestberlin, hvor han var medlem af ensemblet 1970-75 og prægede Steins totalteaterforestillinger som Henrik Ibsens Peer Gynt (1971).

Bruno Ganz har spillet en lang række klassiske og moderne hovedroller, William Shakespeares Hamlet to gange (1965 og 1982), ligesom han i 2000 i Hannover afrundede sit samarbejde med Peter Stein med en 21 timer lang udgave af Johann Wolfgang Goethes Faust I og II.

Annonce

Først fra 1975 begyndte Ganz for alvor at interessere sig for filmen. Han havde rollen som Der Graf i Éric Rohmers billedskønne Die Marquis von O.... (1976, Markise von O) efter Heinrich von Kleists novelle.

Sit internationale gennembrud fik han i Wim Wenders' Der amerikanische Freund (1977, Den amerikanske ven). Ganz havde en scene med Laurence Olivier i Franklin J. SchaffnersThe Boys from Brazil (1978, Drengene fra Brasilien).

Ganz har med poesi og barnlig uskyld spillet engel i Wenders' to Berlinfilm, Der Himmel über Berlin (1987, Himlen over Berlin) og In weiter Ferne, so nah! (1993, Så fjern, så nær!).

Den hidtil største og bredeste opmærksomhed vakte Bruno Ganz' fremstilling af Adolf Hitler i Oliver Hirschbiegels (f.1957) Der Untergang (2004), hvor hans præcise tilegnelse af Hitlers diktion og mimik aldrig skyggede for den psykologiske nuancering af rollen.

Læs mere om tysk film.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Jespersen, Christopher Seidelin: Bruno Ganz i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=82154