Faktaboks

Armin Mueller-Stahl
Født
17. december 1930

Armin Mueller-Stahl er en tysk filmskuespiller. Armin Mueller-Stahl, der voksede op i det senere DDR, spillede violin og afsluttede en uddannelse som musiklærer, før han via teatret kom til filmen.

Armin Mueller-Stahl medvirkede blandt andet centralt i tre centrale DEFA-film, Drei Patronenhülsen (1960) fra Den Spanske Borgerkrig og kz-lejrskildringerne Nackt unter Wölfen (1963) og Jakob der Lügner (1974), alle instrueret af Frank Beyer (1932-2006).

Han spillede desuden hovedrollen som Stasi-officer i tv-serien Das unsichtbare Visier (1973-1975), et østtysk modstykke til James Bond-filmene. Fem år i træk blev han ved publikumsafstemninger valgt som DDR's mest populære skuespiller. Fordi han var medunderskriver af protestbrevet mod udvisningen af Wolf Biermann i 1976, blev han arbejdsløs og flyttede i 1980 til Vestberlin.

Allerede i 1981 fik Mueller-Stahl den mandlige hovedrolle i Rainer Werner Fassbinders Lola og kom snart med i europæiske co-produktioner af Andrzej Wajda og István Szabó.

Med rollen som ungarsk krigsforbryder i Music Box (1989, Kærlighedens grænser) af Costa-Gavras blev han hentet til Hollywood, hvor han straks slog igennem i samspil med Jessica Lange som hans datter.

Han indtog en selvfølgelig plads i Bille Augusts stjernespækkede Åndernes hus (1993) og vakte opmærksomhed som den despotiske far i Shine (1996) af Scott Hicks (f. 1953). Med sin lette tyske accent spiller han gerne udlænding i sine engelsksprogede film, fx russisk mafiaboss i David Cronenbergs britisk-canadiske thriller Eastern Promises (2007).

Mueller-Stahl har bevaret sin tilknytning til Tyskland, og dokumentaristen Heinrich Breloer valgte ham til rollen som forfatteren Thomas Mann i tv-serien Die Manns – Ein Jahrhundertroman (2001, Familien Mann), hvor spillescener veksler med autentiske billed- og lydoptagelser af den virkelige Thomas Mann, et risikabelt, men i enhver henseende vellykket forehavende. Breloers opfølgning på succesen, biograffilmen Buddenbrooks (2008) efter Manns roman med Mueller-Stahl som den gamle konsul, kunne derimod ikke leve op til forventningerne.

Armin Mueller-Stahl, der også maler og skriver bøger, er i dag det nærmeste, man kommer en tysk verdensstjerne. Ligesom John Gielgud og Max von Sydow låner han sommetider sit navn og ansigt til mere kulørte produktioner, men bevarer med sit afdæmpede, kontrollerede spil sin kunstneriske integritet og fremstår gerne som ironisk aristokrat.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig