Trevor Howard, 1916-1988, britisk skuespiller. Howard brød igennem som den omsorgsfulde og stilfærdigt romantiske læge i David Leans Brief Encounter (1945, Det korte Møde). Han var en fremragende karakterskuespiller, der i en lang række film fremstillede principfast engelsk integritet, men også mestrede stivnakkede og galsindede typer som fuglemanden i Alain Tanners Light Years Away (1980, Lysår herfra).