Sean Connery var en skotsk skuespiller. Han var kendt for filmroller som James Bond og som William of Baskerville i Rosens navn, ligesom han var kendt som en ivrig forkæmper for Skotlands selvstændighed. Connery blev adlet i juli 2000.
Sean Connery
Faktaboks
Sir Sean Connery; (oprindeligt) Thomas Connery
- Født
- 25. august 1930
- Død
- 31. oktober 2020
Filmstjerne
Efter mindre teater- og filmroller blev Sean Connery international filmstjerne i rollen som Ian Flemings romanfigur, den kynisk elegante, kvindekære og humoristiske dræberagent James Bond, i Dr. No (1962, Agent 007 — mission drab).
Han spillede rollen i yderligere seks Bond-film, sidste gang i 1983, men viste sideløbende talent som karakterskuespiller i bl.a. A Fine Madness (1966, Altid i stødet), Murder on the Orient Express (1974, Mordet i Orientekspressen) og A Bridge Too Far (1977, Broen ved Arnhem).
På sine ældre dage spillede Sean Connery med stærk personlig udstråling og vittig replik både selvironiske og desillusionerede professionalister, fx i The Name of the Rose (1986, Rosens navn) og The Untouchables (1987, De uovervindelige), og han brillerede i Steven Spielbergs Indiana Jones and the Last Crusade (1989, Indiana Jones og det sidste korstog) som heltens far.
Op gennem 1990'erne fortsatte Connery i samme spor med bl.a. The Hunt for Red October (1990, Jagten på Røde Oktober), The Russia House (1990, Det russiske Hus) og The Rock (1996). I 2000 kom dramaet Finding Forrester.
Sean Connery indspillede sin sidste Hollywood-film, The League of Extraordinary Gentlemen (Det hemmelighedsfulde selskab) i 2003. Han trak sig officielt tilbage fra skuespil i 2006.
Sean Connery som Agent 007 i James Bond-filmene
År | Film |
---|---|
1962 | Dr. No/Agent 007 – Mission: Drab |
1963 | From Russia With Love/Agent 007 jages |
1964 | Goldfinger/Agent 007 contra Goldfinger |
1965 | Thunderball/Agent 007 i ilden |
1967 | You Only Live Twice/Agent 007 – du lever kun to gange |
1971 | Diamonds Are Forever/Diamanter varer evigt |
1983 | Never Say Never Again (udsendt i konkurrence med seriens vanlige filmselskab og producer) |
Skotsk aktivist
Connery understregede altid sin stærke tilknytning til Skotland og var et særdeles aktivt medlem af SNP (Scottish Nationalist Party), som han også støttede økonomisk. Dette var antagelig medvirkende til, at han blev adlet så sent som i juli 2000.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.