Liam Neeson, f. 1952, irsk skuespiller; gift med Natasha Richardson. Neeson havde sideløbende med teaterroller en varieret filmkarriere med biroller i fx Suspect (1987, Mistænkt) og Husbands and Wives (1992, Mænd og koner). Det store gennembrud kom i Steven Spielbergs Schindler's List (1993, Schindlers liste), og han har siden haft hovedroller i bl.a. Nell (1994), Before and After (1996, Før og efter), Michael Collins (1996), i Bille Augusts Les Misérables (1998) og i Kinsey (2004). Han havde teatersucces på Broadway i Anna Christie (1993). Sideløbende har Neeson markeret sig i stærke biroller i store action-adventure-film som Star Wars Episode I: The Phantom Menace (1999, Den usynlige fjende), Kingdom of Heaven (2005) og Batman Begins (2005).