Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jacques Tati

Oprindelig forfatter EJoer Seneste forfatter Redaktionen

Jacques Tati, egl. Jacques Tatischeff, 1907-1982, fransk filminstruktør og -skuespiller. Jacques Tati havde studeret kunst, spillet rugby, optrådt som mimiker og været filmskuespiller, før han i 1948 debuterede som instruktør.

På grund af økonomiske problemer og hans kompromisløse perfektionisme blev det kun til fem spillefilm i alt, alle mesterværker. I debutfilmen, Jour de fête (En festlig dag), spillede Tati det uortodokse landpostbud François, men i sin anden film, Les Vacances de Monsieur Hulot (1953, Festlige feriedage), lancerede han sit filmiske alter ego, Monsieur Hulot, som også blev en gennemgående figur i Mon Oncle (1958, Min onkel), Playtime (1967) og Trafic (1971, Trafik).

Lang, stiv og kejtet, iført cottoncoat, stumpede bukser og med hat, pibe og paraply er Hulot et romantisk fortidslevn, der stumt betragter den maskinelle automatisering og ved sin naivitet får den til at slå om i totalt kaos.

Annonce

Jacques Tatis stil er derimod perfekt kontrolleret: detaljerige totalbilleder ledsaget af en sofistikeret lydside med et minimum af dialog.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eva Jørholt: Jacques Tati i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=170066