Faktaboks

John Malkovich
Født
9. december 1953

John Malkovich. Foto fra 2010.

.

John Malkovich, John Gavin Malkovich, f. 9.12.1953, amerikansk skuespiller. John Malkovich var en væsentlig teaterskuespiller, bl.a. som en af de ledende kræfter i Chicago's Steppenwolf Ensemble i 1970'erne, da han debuterede på film i 1984 med en rolle i Sydstatsdramaet Places in the Heart (En plads i mit hjerte), som han blev Oscarnomineret for.

Han har siden fortsat en imponerende teaterkarriere og har på film især specialiseret sig i roller som enten dæmonisk forfører i fx Stephen Frears' Dangerous Liaisons (1988, Farlige forbindelser) og Jane Campions The Portrait of a Lady (1996) efter Henry James' roman eller psykopatisk skurk i fx In The Line of Fire (1993, Lige på kornet) og actionfilmen Con-Air (1997). Begge karakterer forener han i Stephen Frears' Mary Reilly (1996) i rollen som Dr. Jekyll Og Mr. Hyde efter Robert Louis Stevensons roman.

John Malkovichs har desuden spillet med i bl.a. Luc Bessons Jeanne d'Arc (2000), Shadow of the Vampire (2000), hvor han spiller den tyske instruktør F.W. Murnau, Liliana Cavanis (f. 12.1.1933) Ripley's Game (2002, Tom Ripleys spil), Clint Eastwoods Changeling (2008) og Coen-brødrenes krimikomedie Burn After Reading (2008). Fremhæves skal også John Malkovichs komiske selvudlevering i Spike Jonzes (f. 22.10.1969) absurde og tvistede Being John Malkovich (1999).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig