Faktaboks

Faye Dunaway
Født
14. januar 1941

Faye Dunaway. Foto fra 2008.

.

Faye Dunaway, Dorothy Faye Dunaway, f. 14.1.1941, amerikansk skuespiller. Rollen som den anarkistiske gangsterpige i Arthur Penns Bonnie and Clyde (1967) gjorde med ét Faye Dunaway til filmstjerne.

Hun gjorde sig siden bemærket i roller som neurotiske eller hårdkogte karrieretyper, fx i Roman Polanskis Chinatown (1974), Network (1976) og som Joan Crawford i Mommie Dearest (1981, Mor er den værste i verden).

Blandt andre af Faye Dunaways roller kan nævnes Mylady i The Three Musketeers (1973, De tre musketerer, fortsættelse 1974) og Sydney Pollacks Three Days of the Condor (1975, Tre døgn for Condor).

I 1987 fik Faye Dunaway et kunstnerisk comeback i Charles Bukowski-filmen Barfly, og hun har siden haft fine biroller i fx Don Juan DeMarco (1994) over for Marlon Brando og i The Thomas Crown Affair (1999, Thomas Crown affæren) samt i forskellige tv-serier og -film.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig