Faktaboks

Dorothy Dandridge
Født
9. november 1922
Død
8. september 1965

Dorothy Dandridge, Dorothy Jean Dandrige, 9.11.1922-8.9.1965, amerikansk filmskuespiller. Dorothy Dandridge optrådte allerede som barn sammen med sin søster Vivian (1921-91) med sang og dans. En ambitiøs, profitorienteret mor trak i trådene og afskar døtrene fra almindelig skolegang. Senere blev trioen The Dandridge Sisters, der yderligere talte den senere jazzsanger Etta Jones (1928-2001), et blandt mange populære numre på Cotton Club og Apollo Theater i Harlem, New York. Alene og sammen med de to andre ses Dorothy i småroller som kvik og nuttet dansepige i musikindslag på film, der især var beregnet for et sort publikum. Enkelte numre med Jimmie Lunceford og Louis Armstrong udkom på plade.

Efter adskillige alternative kandidater og mange betænkeligheder valgte Otto Preminger at caste Dorothy Dandridge i titelrollen som Carmen Jones (1954), oprindeligt en teatermusical fra 1943 af Oscar Hammerstein II, der opdaterer den spanske ramme for Bizets opera Carmen til en amerikansk luftbase under 2. verdenskrig. Dandridge blev tilpasset den femme fatale-kliché, der gjaldt i Hollywood, men da hun udelukkende havde sorte medspillere, bl.a. Harry Belafonte, kunne hun bevare elementer af afroamerikansk sexualitet uden at støde an. I sangene, der holdt sig til Bizets partitur, blev Dandridge, der var swingsangerinde med et beskedent talent, dubbet af den hvide mezzosopran Marilyn Horne. Dandridges skønhed og sexappeal virkede ny og grænseoverskridende; hun blev som den første afroamerikaner nomineret til en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle, men fik den ikke.

Med sin pludselige verdensberømmelse stod den tidligere næsten anonyme showgirl i en håbløs situation i Hollywood. Realistiske samtidshistorier, der involverede sorte og hvide på samme niveau, havde endnu dårlige udsigter i USA. Robert Rossens Island in the Sun(Øen i solen, 1957), der involverede både Belafonte og Dandridge, var et forsigtigt, famlende forsøg i den retning. Herefter blev Premingers Porgy and Bess (1959) med Sidney Poitier og Dandridge et oplagt, men slappere bud på en gentagelse af succesen fra Carmen Jones. Dermed var Dandridges egentlige karriere på det nærmeste forbi. Resten af hendes liv blev deroute og tragedie. I 1999 spillede Halle Berry Dandridge i en prisbelønnet tv-film, der blev lanceret under den rammende devise: "Den rigtige kvinde. Det rigtige sted. Det gale tidspunkt."

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig