Dean Martin var en amerikansk skuespiller, sanger og entertainer. Efter en række farcer sammen med Jerry Lewis blev Martin indbegrebet af den afslappede Hollywood-komediestjerne i fx Bells Are Ringing (1960, Det ringer — det ringer) og What a Way to Go! (1964, Sikken en sextur), men han viste også karaktertalent i bl.a. Rio Bravo (1959) og Some Came Running (1959, De kom løbende). På tv havde han stor succes med The Dean Martin Show (1965-74), hvor han sjældent sås uden et glas whisky. Blandt hans største pladehits er Memories Are Made of This (1956) og Everybody Loves Somebody (1964).