Faktaboks

Paula Wessely
Født
20. januar 1907
Død
11. maj 2000

Paula Wessely, 20.1.1907-11.5.2000, østrigsk skuespiller. Wessely udgjorde sammen med ægtemanden Attila Hörbiger (1896-1987) og svogeren Paul Hörbiger (1894-1981) grundstammen i et østrigsk-tysk skuespillerdynasti, som stadig findes. Wessely, der var datter af en slagter i Wien, blev uddannet og fremmet af Max Reinhardt og vakte tidligt opsigt i overvejende tragisk-poetiske ungpigeroller som Luise i Schillers Kabale und Liebe (1930) og Gretchen i Goethes Faust (1933), begge ved festspillene i Salzburg. Både i 1933 og 1945 spillede hun Christine i Arthur Schnitzlers Liebelei. Fra 1929 var hun engageret ved Theater in der Josefstadt i Wien, men spillede fra 1932 parallelt på Deutsches Theater i Berlin. Filmindustrien var længe betænkelig ved hendes ret ordinære fysiognomi, men da hun i 1934 debuterede i Wiener-melodramaet Maskerade, blev hendes status som filmstjerne et faktum langt ud over Østrigs grænse

I perioden 1933-38 tilpassede hun sig de betingelser, der nu gjaldt for tysk teater, mens hun i Wien på både teater og film fortsatte samarbejdet med kunstnere, der ikke længere var tålt i Tyskland. Det medførte komplikationer, fordi hendes østrigske film var afhængige af det tyske marked. Hun sluttede op bag den austrofascistiske diktator Dollfuss og hans efterfølger Schuschnigg, men var også blandt de første, der hilste Hitlers annektion af Østrig velkommen. Af både Hitler og Goebbels blev hun betragtet som en uvurderlig gevinst i det stortyske skuespillerkorps. Hendes position på teatret forblev ubestridt, især i klassiske roller, og på film kunne hun uden at gøre vold på sig selv hævde det nazistiske kvindeideal: naturlig, selvopofrende, uden make up, men med poetisk verve. Mange af hendes film var nostalgiske kostumedramaer, men i 1941 spillede hun hovedrollen i Gustav Ucickys (1898-1961) antipolske propagandafilm Heimkehr, hvor hun i en lang monolog bekender sig til tyskheden og glæden over ikke længere at skulle høre polsk og jiddisch omkring sig. Indtil kapitulationen var Wessely en af Det Tredje Riges mest priviligerede skuespillerinder.

Fra USA forsøgte Bertolt Brecht forgæves at forhindre, at Wessely i 1946 spillede hovedrollen i Der gute Mensch von Sezuan, men de allierede kulturofficerer, heraf mange emigrerede østrigere, var hende generelt venligtsindede, og snart kunne hun indtage sin tidligere position, fra 1953 også i fast engagement på Burgtheater i Wien, hvor hun hidtil kun havde gæstespillet. I 1950 genoptog hun sit filmarbejde med Ucicky, mens hun på teatret samarbejdede med tidligere emigranter som Leopold Lindtberg (1902-84) og Fritz Kortner.

Paula Wessely skulle opleve at blive en symbolfigur i det forsinkede opgør med den østrigske fortrængning 1938-45. I 1982 offentliggjorde Elfriede Jelinek sit skuespil Burgtheater, der er en erklæret demontage af myten Paula Wessely og i vid udstrækning består af ordrette citater fra hendes roller, anmeldelser af dem og sværmeriske artikler om hendes person. Fra en rabiat feministisk vinkel er det oplagt at affærdige især hendes filmroller, der består i underdanig tilpasning til maskulin dominans, som udslag af fascisme, men snarere var det hendes evner som tragisk heltinde uden dæmoniske facetter, der lod sig bruge og misbruge. Wesselys position som en af 1900-tallets betydeligste tysksprogede teaterpersonligheder har dog ikke lidt overlast af den modvind, hun i sin høje alderdom blev udsat for. Og Burgtheater venter endnu på at blive opført på Burgtheater.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig