Lili Marleen

Lili Marleen, tysk soldatersang, der i løbet 2. Verdenskrig vandt udbredelse på begge sider af fronten. Teksten var et digt, Hans Leip (1893-1983) havde skrevet i 1915, men først offentliggjorde i en digtsamling i 1937. Komponisten Norbert Schultze (1911-2002), der allerede havde en del nazistiske propagandamelodier bag sig og skulle skrive endnu flere, fik i 1938 brug for teksten til en sentimental soldatermelodi og valgte Leips digt som forlæg. Selv om sangen er lagt i munden på en soldat, der synger om den attråede Lili Marleen, som han møder under lygtepælen uden for kasernen, blev sangen i 1939, kort før krigsudbruddet, indspillet af en kvinde, den relativt ukendte Lale Andersen (egl. Liese-Lotte Bunnenberg) (1905-72).

Pladen med Lili Marleen blev ignoreret af publikum ved fremkomsten, desuden fandt propagandamyndighederne sangen "morbid og depressiv". Bl.a. gør soldaten sig tanker om, hvem Lili Marleen vil stå under lygtepælen med, hvis han selv falder i den krig, han snart drager ud i.

Det var først, da tyskerne i 1941 etablerede radiostationen Soldatensender Belgrad i Beograd, som med sin kraftige sendekapacitet rakte fra Nordkap til Afrika, pladen med Lale Andersen slog endeligt igennem og efterhånden blev brugt som kendingsmelodi, fordi soldater i breve krævede den spillet igen og igen.

Også de britiske tropper i Nordafrika lyttede til de tyske musikprogrammer og opsnappede melodien. Da originaltekstens indhold hverken er nationalistisk eller politisk, kunne man uden betænkelighed fremstille tekstnære oversættelser, som i særdeleshed blev taget op af Marlene Dietrich, der også efter krigen optrådte med både den engelske og den tyske version.

Sangen blev allerede i 1941-42 indspillet på dansk i adskillige versioner, især under titlen "Den grønne Lanterne", med bl.a. Aase Ziegler og Victor Cornelius. Men soldaten var i det ikke-krigsførende Danmark skiftet ud med en sømand, der længtes efter at genforenes med sin Lili Marleen, så snart han gik i land. Kort tid efter opstod en anonym smædeversion på et enkelt vers, der opfordrede til at gøre det af med Goebbels, Göring, Hitler og von Ribbentrop. Teksten blev udbredt fra mund til mund og pr. flyveblade og førte i flere byer til, at orkestrene på forlystelsesetablissementerne fik forbud mod at spille melodien, fordi publikum for egen regning sang den forbudte version.

Af Goebbels fik Lili Marleen aldrig det blå stempel, men han måtte efterhånden tolerere den som ventil for både soldaternes og hjemmefrontens romantiske længsler. I korte perioder blev den ikke spillet, og Lale Andersen blev på forskellig måde chikaneret, især da det viste sig, at hun opretholdt brevkontakt med jødiske bekendte i Schweiz.

I 1981 indspillede Rainer Werner Fassbinder Lili Marleen, som blev hans mest udvendige og kommercielt producerede film. Den bevidst melodramatiske handling var meget frit baseret på Lale Andersens biografi og erindringer. Hannah Schygulla, der i filmen hed Willie, spillede hovedrollen og sang naturligvis også titelmelodien. Hvorom alting er, må Leips og Schultzes soldatersang, der i sin gyldige form var et biprodukt af det Tredje Rige, helt uden konkurrence betegnes som genrens mest udbredte produkt. Den er oversat til alverdens sprog, selv hebraisk, og med sin særlige biografi forstod Marlene Dietrich at hæve den op over de tvivlsomme tilblivelsesomstændigheder og tilføje den et drag af både fatalisme og anklage.