Emil Jannings

Emil Jannings var en tysk skuespiller. Emil Jannings var Tysklands førende skuespiller i stumfilmtiden, hvor han med sin baggrund i teatret hos instruktøren Max Reinhardt i Berlin tolkede store historiske og litterære personer som Ludvig 15. i Madame Dubarry (1919) og Henrik 8. i Anna Boleyn (1920), begge af Ernst Lubitsch, hovedrollen i F.W. Murnaus kammerspiel-film Der letzte Mann (1924, Hotel Atlantic) og Mephisto i Faust (1926), ligeledes af Murnau.

Et ophold i Hollywood gav Emil Jannings den første Academy Award, senere kendt som Oscar, for filmene The Way of All Flesh (1927, Al Kødets Gang) og The Last Command (1928, Hans sidste Kommando). Ved udgangen på stumfilmsperioden var han verdensberømt på linje med Asta Nielsen og Charles Chaplin.

I dag er Emil Jannings ironisk nok mest kendt for rollen som professor Unrat i Der Blaue Engel (1930, Den Blå Engel) over for Marlene Dietrichs kabaretsangerinde. Denne tidlige tonefilm betød afslutningen på hans internationale karriere og starten på hendes. Samtidig satte hendes ligefremme, moderne spillestil hans mere teatralske i skyggen.

Efter 1933 blev Jannings, ivrigt protegeret af både Adolf Hitler og Joseph Goebbels, udnævnt til rigskultursenator og chef for Tysklands næststørste filmselskab, Tobis. Han medvirkede dog kun i en enkelt målrettet propagandafilm, den antibritiske Ohm Krüger (1941) om den sydafrikanske boerpræsident Paul Krüger.

Emil Jannings' karriere sluttede med Tysklands sammenbrud i 1945. Årsagerne var ikke umiddelbart politiske. Den levemand, han havde fremstillet i så mange af sine roller, var i overensstemmelse med hans eget naturel. Gennem alle sine aktive år havde han udnyttet enhver situation til sin egen økonomiske fordel. Derfor var der ingen af de tidligere kolleger, som stadig kunne gøre deres indflydelse gældende, der rørte en finger for at bringe ham tilbage til scenen eller filmstudierne.