Bernhard Minetti

Bernhard Minetti var en tysk skuespiller. Elev af Leopold Jessner.

Bernhard Minetti var i 1930-1945 fast ansat på Schauspielhaus i Berlin, hvor han blandt andet spillede Franz Moor i Friedrich Schillers Die Räuber (1932) under Jessner og Robespierre i Georg Büchners Dantons Tod (1939) og Brutus i William Shakespeares Julius Cæsar (1941) under Gustaf Gründgens.

Bernhard Minetti havde ingen tilpasningsvanskeligheder ved Hitlers magtovertagelse og blev i Det Tredje Rige udnævnt til statsskuespiller. Alene i 1940 medvirkede han i den antisemitiske film Die Rothschilds, læste op af Hitlers "Mein Kampf" i radioen og påbegyndte optagelserne til Leni Riefenstahls sidste spillefilm Tiefland.

Efter en nybegyndelse på teatret i fødebyen Kiel i 1945-1947 blev han atter hentet til de store scener i Hamburg, Frankfurt og Düsseldorf, hvor han gjorde sig gældende som betydelig karakterskuespiller. I 1963-1993 var han engageret på Schiller Theater i Vestberlin, men gæstespillede hyppigt andre steder. Han vandt nyt terræn i roller af Samuel Beckett og Harold Pinter.

Hans fortid taget i betragtning kan det synes paradoksalt, at militante antinazister som instruktøren Claus Peymann og dramatikeren Thomas Bernhard intensivt dyrkede hans ejendommelige, usentimentale begavelse.

Peymann instruerede ham i Shakespeares Lear i Wuppertal (1972), og Thomas Bernhard skrev Lear-parafrasen Minetti til ham, som Peymann iscenesatte i Stuttgart (1976).

Under titlen Helt enkelt kompliceret blev Minetti i 2013 opført på Det Kongelige Teater med Henning Jensen. Andre samarbejder med Bernhard og Peymann var Der Weltverbesserer (1980) og Der Schein trügt (1984), begge i Bochum. Minetti spillede sideløbende klassikere hos andre instruktører som Johann Wolfgang Goethes Faust (1982) og Puk i Shakespeares En skærsommernatsdrøm (1993).

På film var han mest overbevisende i to yderpunkter af karrieren, Phil Jutzis Döblin-filmatisering Berlin Alexanderplatz (1931) og Peter Handkes Die linkshändige Frau (1978). Minettis sidste scenerolle var henlagt til Berliner Ensemble, hvor han i Heiner Müllers iscenesættelse af Bertolt Brechts Arturo Ui (1995) spillede den gamle, rutinerede skuespiller, der underviser Ui/Hitler i at optræde over for et stort publikum.

Sønnen Hans-Peter Minetti (1926-2006) blev selv en betydelig skuespiller, men som reaktion på faderens fortid meldte han sig i 1946 ind i KPD og flyttede to år senere til DDR, hvor han gjorde karriere på film og teater, bl.a. Deutsches Theater i Berlin og Berliner Ensemble.

Fra 1975 var han rektor for den statslige teaterskole, 1984 præsident for Verband der Theaterschaffenden, medlem af SED's centralkomité og indtil 1989 en af DDR's mest indflydelsesrige kulturfunktionærer. Efter Murens fald blev han beskyldt for magtmisbrug, men fik dog stadig enkelte opgaver som skuespiller.

Også sønnesønnen Daniel Minetti (f. 1958) er skuespiller, opvokset og uddannet i Østberlin. Han spillede i 1995 en hovedrolle i den tidligere DDR-instruktør Frank Beyers film Nikolaikirche om mandagsdemonstrationerne 1989 i Leipzig og demonstrerede dermed indirekte familiens omstillingsparathed fra generation til generation.