Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Marlon Brando

Oprindelig forfatter MiBl Seneste forfatter Redaktionen

Marlon Brando i rollen som Terry Malloy i Elia Kazans film I storbyens havn (1954). Brando spillede en forhutlet og ydmyget havnearbejder, der får rejst et oprør mod fagforeningsmanden Johnny Friendlys (Lee J. Cobb) gangstervælde.

Marlon Brando i rollen som Terry Malloy i Elia Kazans film I storbyens havn (1954). Brando spillede en forhutlet og ydmyget havnearbejder, der får rejst et oprør mod fagforeningsmanden Johnny Friendlys (Lee J. Cobb) gangstervælde.

Marlon Brando, 1924-2004, amerikansk skuespiller. Som en af sin generations mest indflydelsesrige skuespillere stod Marlon Brando i 1950'erne for en ny spillestil, den såkaldte method acting fra Actors' Studio i New York.

I et radikalt brud med den lavmælte og nøgterne udtryksform i 1940'ernes film repræsenterede han en følelsesfuld identifikation med karakterens psykologi i roller, der blev bygget op på intenst sansede detaljer og motivationer i figurerne.

Til rollerne bragte Marlon Brando sin egen udstråling af sårbar, famlende oprører, der hurtigt gjorde ham til symbol for en ny generations opgør med autoriteterne. Elia Kazan, der var en af grundlæggerne af Actors' Studio, gav Brando det skelsættende gennembrud på teatret med Tennessee Williams' A Streetcar Named Desire i 1947 og lod ham med samme virkning gentage rollen på film i 1951 (Omstigning til Paradis).

Annonce

Sin definitive stjernerolle fik Marlon Brando som motorcykelbandens anfører i The Wild One (1954, Vild ungdom), hvor tidens uartikulerede oprør var følt ind i kroppens hæmmede bevægelser og det bortvendte ansigts mumlen. Denne stil triumferede i On The Waterfront (1954, I storbyens havn).

Som Marcus Antonius i Julius Caesar (1953, Julius Cæsar) havde Brando bevist, at han kunne forene sit særpræg med William Shakespeares retoriske mesterskab, men gradvis begyndte han at stivne i manerer og blev ofte fejlplaceret i enten historiske roller eller i komedier. Kun One-Eyed Jacks (1961, Når mænd hader) i hans egen selvdyrkende og spektakulære iscenesættelse og John HustonsReflections in a Golden Eye (1967, Glimt i et gyldent øje) havde lidt af den oprindelige gnist.

Marlon Brando fik et veritabelt comeback i 1972 med The Godfather og Last Tango in Paris (Sidste tango i Paris), men valgte siden oftest at bruge sin genvundne popularitet i krukket udførte, monumentale gæsteroller.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Blædel: Marlon Brando i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=50535