Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Busby Berkeley

Oprindelig forfatter JoeSt Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/2282/=ud_a_109924.mp3?revision=1

Busby Berkeley, 1895-1976, amerikansk filminstruktør og koreograf, berømt for sine danse i 1930'ernes amerikanske musical. Da han var indkaldt som soldat i Frankrig under 1. Verdenskrig, revolutionerede han den amerikanske hærs parader og opstillinger, siden koreograferede han store danse på Broadway. I 1930 kom han til Hollywood og skabte her en musicalkoreografi uden sidestykke i filmhistorien. Som korpigernes general styrede han sine endeløse rækker af piger i ofte meget raffinerede kostumer og sendte kameraet med ind i de sindrige figurer, der udfolder sig og forvandler sig med smittende musikalsk præcision. Hans koreografi nærmede sig det stærkt erotiske, men det vigtigste var den visuelle glæde ved de meget levende mønstre. Hans største bedrifter ses i Mervyn LeRoys Gold Diggers of 1933 (1933, Gold Diggers) med numrene "Pettin' in the Park", "We're in the Money", "Remember My Forgotten Man" og "The Shadow Waltz". Fra Lloyd Bacons 42nd Street (1933, 42. Gade) huskes "Shuffle off to Buffalo", titeldansen og "Young and Healthy", fra Ray Enrights Dames (1934, De piger, de piger...) "I only have eyes for you" og fra hans egen Gold Diggers of 1935 (1935, Gold Diggers 1935-36) det raffinerede koreografiske storbydrama "Lullaby of Broadway".

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Stegelmann: Busby Berkeley i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=46073