Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Heinz Rühmann

Oprindelig forfatter MiBl Seneste forfatter Redaktionen

Heinz Rühmann, 1902-1994, tysk skuespiller. Efter teaterkarriere i 1920'erne blev Heinz Rühmann filmkomediestjerne med gennembrud i Die Drei von der Tankstelle (1930, De tre fra Benzintanken). Med sine talløse, tilsyneladende upolitiske lystspil og komedier, hvor han gav den som den lille, fiffige mand, der på forskellig måde kompenserer for sin manglende kvindetække, blev han velnok nazitidens mest populære mandlige skuespiller. Joseph Goebbels kalkulerede bevidst med den harmløse underholdning, Rühmann repræsenterede, og betragtede ham som uundværlig.

Efter krigen spillede Heinz Rühmann også karakterroller i satirer og melodramaer, fx Der Hauptmann von Köpenick (1956, Kaptajnen fra Köpenick) og Der brave Soldat Schwejk (1960, Soldat Svejk). Han havde desuden markante biroller i Ship of Fools (1965, Narreskibet) og sidst i Wim WendersIn weiter Ferne, so nah! (1993, Så fjern, så nær).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Blædel: Heinz Rühmann i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153709