Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sean Connery

Oprindelige forfattere LJuhl og MiBl Seneste forfatter Redaktionen

Sean Connery som den ombejlede kvindebedårer James Bond i 'Agent 007 i ilden' (1965). Connery leverede efter de flestes mening det definitive portræt af thrillerforfatteren Ian Flemings agent 007, skønt andre skuespillere også har bidraget til at holde liv i filmhistoriens mest indbringende seriefigur.

Sean Connery, egl. Thomas Connery, f. 25.8.1930, skotsk skuespiller. Efter mindre teater- og filmroller blev Sean Connery international filmstjerne i rollen som Ian Flemings romanfigur, den kynisk elegante, kvindekære og humoristiske dræberagent James Bond, i Dr. No (1962, Agent 007 — mission drab).

Han spillede rollen i yderligere seks Bond-film, senest i 1983, men har sideløbende vist talent som karakterskuespiller i bl.a. A Fine Madness (1966, Altid i stødet), Murder on the Orient Express (1974, Mordet i Orientekspressen) og A Bridge Too Far (1977, Broen ved Arnhem).

På sine ældre dage har Sean Connery med stærk personlig udstråling og vittig replik spillet både selvironiske og desillusionerede professionalister, fx i The Name of the Rose (1986, Rosens navn) og The Untouchables (1987, De uovervindelige), og han brillerede i Steven SpielbergsIndiana Jones and the Last Crusade (1989, Indiana Jones og det sidste korstog) som heltens far.

Annonce

Op gennem 1990'erne fortsatte Connery i samme spor med bl.a. The Hunt for Red October (1990, Jagten på Røde Oktober), The Russia House (1990, Det russiske Hus) og The Rock (1996). 2000 kom dramaet Finding Forrester.

Sean Connery (tv.) i Jean-Jacques Annauds film 'Rosens navn' (1986), baseret på Umberto Ecos roman. Connery spiller munken William af Baskerville, som søger at opklare en række mord i et italiensk kloster. Th. ses F. Murray Abraham (f. 1939) som inkvisitoren Bernardo Gui.

Connery har altid understreget sin stærke tilknytning til Skotland og er et særdeles aktivt medlem af SNP (Scottish Nationalist Party), som han støtter økonomisk. Dette var antagelig medvirkende til, at han blev adlet så sent som i juli 2000.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lena Juhl, Michael Blædel: Sean Connery i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=58682