Jerry Bruckheimer, f. 1945, amerikansk filmproducent. Med kompagnonen Don Simpson (1943-96) fik Bruckheimer enorm succes op gennem 1980’erne med tidstypiske genrefilm som Flashdance (1983) og Top Gun (1986). Hans produktionsselskab Jerry Bruckheimer Films har siden Con Air (1997) stået bag nogle af de senere års største kassesucceser, fx Armageddon (1998) og Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl (2003) og dens opfølgere (2006-07), mens selskabet Jerry Bruckheimer Television har fundet succes med især krimiserien CSI: Crime Scene Investigation (2000-).