Gustaf Molander, 1888-1973, svensk filminstruktør. Molander var først manuskriptforfatter for Victor Sjöström og Mauritz Stiller i svensk stumfilms store tid; fra 1920 instruerede han selv. Vigtige film i hans lange karriere er Mälarpirater (1923), Intermezzo (1936), som gjorde Ingrid Bergman berømt, Ordet (1943), efter Kaj Munk, og Kvinna utan ansikte (1947, Kvinden uden Ansigt) med manuskript af Ingmar Bergman. Herr Arnes penningar (1954, Herr Arnes penge) og Sången om den eldröda blomman (1956, Den blodrøde blomst) var genindspilninger af Stillers stumfilm fra 1919, som Molander dengang skrev manuskript til.