Faktaboks

Satyajit Ray
Født
1921
Død
1992

Satyajit Ray var en indisk filminstruktør.

Gennembruddet i 1950'erne

Ray, der stammede fra en af den bengalske kulturelites mest betydningsfulde familier i Calcutta (nu Kolkata), debuterede i 1955 med Pather Panchali (Sangen om vejen), som vandt en pris i Cannes for sin fine menneskeskildring. Det var første del af en trilogi om drengen Apus opvækst i en bengalsk landsby; de øvrige er Aparajito (1956, Den ubesejrede) og Apur Sansar (1959, Apus verden), hvor Soumitra Chatterjee (1934-2020) spillede den voksne Apu og hermed indledte et samarbejde med Ray gennem 14 film med Ganashatru (1989), en filmatisering af Ibsens En folkefiende, som den sidste.

Inspiration fra maleri og klassisk musik

Rays ungdomsstudier af malerkunst og vestlig klassisk musik er en nøgle til at forstå hans film, der stilistisk ligger langt fra den teatralske hindifilm. Til stor inspiration var også instruktører som John Ford, jf. natursceneriet i Ashani Sanket (1973, Fjern torden), Jean Renoir, jf. skildringen af aristokratiets forfald og mellemmenneskelige spilleregler i Jalsaghar (1958, Musikværelset), Aranyer din Ratri (1970, Dage og nætter i skoven) og Shatranj ke Khilari (1977, Skakspillerne), samt Vittorio de Sica, jf. skildringen af samfundets lavmælte i Pather Panchali, Devi (1960, Gudinden) og Mahanagar (1963, Den store by).

Tagore som mentor

Ray havde en åndelig mentor i forfatteren Rabindranath Tagore, hvis værker var forlæg for film som trekantsdramaerne Charulata (1964, Den ensomme kvinde) og Ghare-Baire (1984, Hjemmet og verdenen), der begge har mødet med Vesten og moderniteten omkring år 1900 som underliggende tema.

Ray komponerede og eksperimenterede

Ravi Shankar skrev den atmosfæriske musik til Pather Panchali, men ellers komponerede Ray selv til de fleste af sine film, ligesom han også skrev manuskripterne, ofte bearbejdelser af romaner.

I Kachanjungha (1962) og Nayak (1966, Helten), begge psykologiske konversationsstykker efter originale manuskripter, eksperimenterede han med en klassisk komposition: overholdelse af enhederne tid og sted.

I 1992 fik Ray en Æresoscar for sit livs samlede værk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig