Jean Vigo, egl. Jean Almereyda, 1905-1934, fransk filminstruktør. Trods sine blot to spillefilm betragtes Vigo som en af filmhistoriens store, originale talenter. Den korte debutfilm, À propos de Nice (1930), hvis poetisk-satiriske montage modstiller strandenes velhavere og badebyens fattige, blev fulgt af den antiautoritære, surrealistisk inspirerede kostskolefilm Zéro de conduite (1933, Nul i opførsel), der blev forbudt. Vigos lyrisk-anarkistiske hovedværk er L'Atalante (1934, Flodbåden l'Atalante) om en sær boheme (Michel Simon) og ung kærlighed fjernt fra byens fordærvede borgerskab. Den svagelige Vigo døde, før filmen var færdig, og produktionsselskabet udsendte den i en afdæmpet, publikumsleflende version; i 1990 restaureredes filmen efter Vigos oprindelige intentioner.