Alberto Cavalcanti, 1897-1982, brasiliansk filminstruktør. Cavalcanti var stilskabende og socialt orienteret pioner i europæisk film fra og med debuten Rien que les heures (1926, Kun timer), der er et hovedværk inden for dokumentarfilm. Fra 1932 var han en af lederne af General Post Office Film Unit (GPO), den statslige britiske filmproduktion. Fra denne periode stammer minearbejderfilmen Coal Face (1936). Han arbejdede siden med spillefilm, bl.a. filmatiseringen af Charles Dickens' Nicholas Nickleby (1947), før han 1949-54 vendte tilbage til Brasilien som leder af den nationale filmproduktion.