Faktaboks

Zhang Yimou
Født
14. november 1951

Zhang Yimou, f. 14.11.1951, kinesisk filminstruktør. Zhang begyndte som fotograf og filmede bl.a. Den gule jord (1984). Hans udgangspunkt var den femte generation af filmskabere, der udgik fra Beijing Filmakademi i 1982, som optimalt udnyttede fortællemidler som farver, lys, dybdeskarphed og montage.

I debutfilmen Hong gao liang (1987, De røde marker, efter den senere nobelprismodtager Mo Yans roman Rød Durra) og i Ju Dou (1990) samt Under den røde Lygte (1991) behandlede Zhang eksistentielle, nærmest shakespearske dramaer, udspillet i 1920'ernes Kina; i alle tre film spiller skuespillerinden Gong Li (f. 1965) en central rolle.

I gangsterfilmen Shanghai triaden (1995), komedien Keep Cool (1997) og den neorealistisk inspirerede Not One Less (1999) eksperimenterede Zhang med genrer og sceniske rammer og med en stadig mere tilbageholdende fortællestil, som også præger den episke Vejen hjem (1999).

Zhang Yimou fik international folkelig succes med periodefilmene Hero (2002) og House of Flying Daggers (2004), der kombinerer kampsport og melodramatiske kærlighedshistorier med dramatiske farver.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig