Akira Kurosawa, 23.3.1910-6.9.1998, japansk filminstruktør. Lige fra sin debut i 1943 udviste Akira Kurosawa et helt særegent talent for at udnytte kameraet og især klipningen til at fylde sine film med bevægelse og energi.
I 1950 skabte Akira Kurosawa med Rashomon (Dæmonernes port) international opmærksomhed omkring sig selv og japansk film som helhed. I løbet af de efterfølgende 15 år fulgte en række mesterværker, der slog hans navn fast som en af filmkunstens store skikkelser. De film, som Kurosawa har lavet siden 1970'erne, har i forhold til de tidligere været mere stillestående og pessimistiske, men af betagende skønhed i billedkomposition og farvebrug.
Som søn af en militærmand af gammel samuraislægt blev Akira Kurosawa tidligt øvet i kendo (sværdfægtning). Faderen stillede sig dog ikke i vejen for hans ambition om at blive kunstmaler, men efter at have forsøgt sig nogle år opgav han det selv. I 1936 fik Kurosawa arbejde som instruktørassistent, og vejledt og inspireret af den erfarne Kajiro Yamamato (1902-74) lærte han alle aspekter af filmarbejdet fra grunden.
Allerede i sin første film, Sugata Sanshiro (1943, En judo saga), viste han sin fornemmelse for action og dynamik, bl.a. med brug af slowmotion. Gennembruddet i hjemlandet kom med det samfundskritiske gangsterdrama Yoidore tenshi (1948, Drunken Angel), der var den første af i alt 15 film med skuespilleren Toshiro Mifune.
1943 | Sugata Sanshiro/En judo saga |
---|---|
1944 | Ichiban utsukushiku/The Most Beautiful |
1945 | Zoku Sugata Sanshiro/En judo saga 2 |
1945 | Tora no o o fumu otokotachi/De som træder på tigerens hale |
1946 | Asu o tsukurú hitobito/Those Who Make Tomorrow |
1946 | Waga seishun ni kuinashi/No Regrets for Our Youth |
1947 | Subarashiki nichiyobi/One Wonderful Sunday |
1948 | Yoidore tenshi/Drunken Angel |
1949 | Shizukanaru ketto/A Silent Duel |
1949 | Nora inu/Stray Dog |
1950 | Shubun/Scandal |
1950 | Rashomon/Dæmonernes port |
1951 | Hakuchi/Idioten |
1952 | Ikiru/Ikiru - at leve |
1954 | Shichinin no samurai/De syv samuraier |
1955 | Ikimono no kiroku/Record of a Living Being/I Live in Fear |
1957 | Kumonosu-jo/Blodets trone |
1957 | Donzoko/Natherberget |
1958 | Kakushi toride no san-akunin/Den skjulte fæstning |
1960 | Warui yatsu hodo yoku nemuru/The Bad Sleep Well |
1961 | Yojimbo/Livvagten |
1962 | Tsubaki Sanjuro/Sanjuro |
1963 | Tengoku to jigoku/Himmel og Helvede |
1965 | Akahige/Rødskæg |
1970 | Dodesukaden/Byen uden årstider |
1975 | Derusu Usara/Derzu Uzala |
1980 | Kagemusha/Krigerens skygge |
1985 | Ran/Ran |
1990 | Yume/Akira Kurosawa's Dreams/ Akira Kurosawas drømme |
1991 | Hachigatsu no kyoshikyoku/ Rapsodi i august |
1993 | Madadayo |
I Rashomon søgte Akira Kurosawa at genskabe stumfilmtidens atmosfæremættede og rigt belyste fotografering. Filmen vakte dog især opsigt ved sin komplekse struktur, hvor modstridende beretninger gør sandheden umulig at fastslå.
Kurosawa fik ry som humanist med Ikiru (1952, Ikiru — at leve) om en kræftsyg skrankepave, der giver de sidste måneder af sit liv mening ved at tvinge opførelsen af en legeplads gennem det stive bureaukrati, som han selv er en del af. Kurosawa befæstede yderligere sit ry med storværket Shichinin no samurai (1954, De syv samuraier) om syv samuraikrigeres forsvar af en landsby mod en røverbande. Han begyndte her at anvende telelinser, der reducerede billeddybden og bragte tilskueren helt tæt på handlingen, og til optagelse af flere drabelige kampscener brugte han op til seks kameraer ad gangen.
Akira Kurosawa er blevet kaldt den mest "vestlige" japanske filmskaber dels pga. sin individualistiske livsanskuelse, dels fordi han har hentet megen inspiration i vestlig film (John Ford og Abel Gance) og litteratur (Fjodor Dostojevskij og William Shakespeare). Kurosawa er imidlertid på mange måder meget japansk orienteret. Således er billedsiden i hans filmatisering af Shakespeares Macbeth, den grumme og tågeindhyllede Kumonosu-jo (1957, Blodets trone), åbenlyst præget af no, den vigtigste dramatiske genre i det gamle japanske teater. Kurosawas kredsen om ansvar og viljestyrke stemmer godt overens med de bedste sider af samuraiernes æreskodeks.
Kurosawas film skildrer oftest et decideret mandsunivers, og i mange hyldes det traditionelle samspil mellem lærling og mester. Det fornemste eksempel er nok Akahige (1965, Rødskæg), et episodisk drama om en ung læges modningsproces, udført med forbløffende realisme: Kurosawa lod med enorme omkostninger opføre en hel kulisseby, så 1850'ernes Japan kunne bringes til live bag personerne. I denne samt i det eminente kidnapningsdrama Tengoku to jigoku (1963, Himmel og Helvede) når hans dynamiske stil sit højdepunkt.
Trods Rødskægs store succes blev det herefter nærmest umuligt for Akira Kurosawa at få sine projekter finansieret i Japan. Hans sene film er mærket af bekymring over den moderne verdens udvikling og en svigtende tro på, at mennesket kan tøjle sin selviskhed og trodse sin skæbne. Det giver dem et moraliserende præg, men film som Ran (1985), baseret på Shakespeares King Lear, og Madadayo (1993) er med deres fuldstændige klarhed tydeligvis en mesters værker.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.