Faktaboks

Kim Ki-duk
Født
20. december 1960, Bonghwa, Sydkorea
Død
11. december 2020, Riga, Letland

Kim Ki-duk var en sydkoreansk filminstruktør, som brød igennem i vestlige filmfestivalkredse med en række bemærkelsesværdige og kontroversielle gyserfilm og dramaer, bl.a. hans debutfilm ’Crocodile’, The Isle (2000) og Bad Guy (2001).

Den selvlærte instruktørs stil karakteriseres ved slående billeder og ved ofte at være næsten ordløs, og hans tidlige film fokuserer især på randeksistenser og sadomasochistiske forhold med en nærmest surrealistisk ekstremitet, men som også kommunikerer en depraveret følsomhed og poesi. Et markant skifte kom med Forår, sommer, efterår, vinter ... og forår (2003), som anslog en ny spirituel, buddhistisk tone i hans værk, hvilket også har kunnet ses af fx Tomme huse (2004).

Kim Ki-duk vandt adskillige internationale filmpriser, herunder med filmen ’Samaritan Girl’ (2004). I 2012 vandt Kim Ki-duk Guldløven i Venedig med filmen ’Pietà’ i 2012 som den første koreanske film nogensinde.

I årene op til sin død kom Kim Ki-duk i centrum for en række anklager om seksuelle angreb på kvinder. Kim Ki-duk døde med COVID-19 i Riga, hvor han opholdt sig for at søge om lettisk statsborgerskab.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig