Hou Hsiao-hsien, Hou Xiaoxian, f. 1947, taiwanesisk filminstruktør, en af nyere tids mest bemærkelsesværdige filmkunstnere, hvis minimalistiske stil er karakteriseret ved nøje koreograferede scener med lange, dvælende kameraindstillinger og komplekse tidsforløb; fremdrift udspringer ofte af billedassociationer frem for handling. Af hans film kan fremhæves opvækstskildringerne The Boys From Fengkuei (1983) og A Time to Live and a Time to Die (1985), Taiwan-trilogien City of Sadness (1989), The Puppetmaster (1993) og Good Men, Good Women (1995) samt bordel-historien Flowers of Shanghai (1998). Three Times (2005) fortæller tre kærlighedshistorier fra forskellige tidsperioder.