Jacques Rivette, 1928-2016, fransk filminstruktør. Rivette tilhørte inderkredsen af instruktører i den ny bølge i fransk film. Efter at have skrevet for filmtidsskriftet Cahiers du Cinéma debuterede han i 1960 med den programagtige Paris nous appartient. Den magiske Céline et Julie vont en bateau (1973, Céline og Julie ta'r sig en tur) og Balzac-filmatiseringen La belle noiseuse (1989, Den skønne strigle) opnåede en vis popularitet, men ellers har Rivettes ofte paranoide og meget lange, teaterinspirerede film haft et begrænset publikum.