Claude Chabrol

Claude Chabrol var en fransk filminstruktør. Chabrols to første film Le beau Serge (1958, Vennerne) og Les Cousins (1959, Fætrene) indledte den ny bølge i fransk film. Filmene gennemspiller en problematik omkring uskyldens fordærv og fordærvets uskyld, som i mange variationer kom til at præge hele hans produktion.

Chabrol begyndte sin filmkarriere som kritiker ved det indflydelsesrige franske filmtidsskrift Cahiers du Cinéma og skrev i 1957 sammen med Eric Rohmer Hitchcock, som var den første bog, der tog den britiske instruktør alvorligt. Gennem Chabrols egne film løber en stadig strøm af Hitchcock-citater, og han viderefører det komplicerede "overførelsestema", som han fremanalyserede hos Hitchcock: At skyld kan overføres fra forbryder til offer.

Chabrol skabte på 36 år 46 spillefilm og 16 tv-film. Den store produktion svinger mellem det sublime og det sjuskede, og genremæssigt spænder den vidt. Han indledte sin karriere med at hudflette det højere borgerskabs åndløse kynisme, men han har selv lavet film præget af samme kynisme.

Et tidligt højdepunkt var Les bonnes femmes (1960, De søde piger), som er en feministisk film om ekspeditricer i Paris, men uden 1970'er-feminismens tro på, at kvinden i en korrumperet mandsverden kan forme et alternativ til det system, der undertrykker hende. Filmen blev misforstået af kritikken og en økonomisk fiasko, og Chabrol måtte de næste år arbejde med mere fastlagte genrer som agentfilmen og krimien.

Hvad der frem for alt vil blive stående som højdepunkter i Chabrols brogede produktion, er de kritisk-medfølende film om borgerskabets moralske krise: La Femme infidèle (1969, Den utro hustru), Que la bête meure (1969, Dyret skal dø), Le Boucher (1970, Slagteren) og Juste avant la nuit (1971, Lige før natten). Et sent højdepunkt er den nihilistiske La Cérémonie (1995, Ceremonien). Efterhånden havde Chabrol ellers fundet sig mageligt til rette i den filmindustri, som den ny bølge oprindelig havde søgt alternativer til.