Aage Rais-Nordentoft, f. 1969, dansk filminstruktør. Debutfilmen Anton (1996) skildrede dygtigt en drengs sorg efter hans fars død og hans forsøg på at bygge en flyvemaskine til at finde ham. På fremmed mark (2000), der udforskede den bosniske borgerkrigs konsekvenser for en dansk soldat, var svagere, mens 2 ryk og en aflevering (2003) var mere vellykket og igen viste Aage Rais-Nordentofts evne til præcist at skildre et barne- og ungdomsunivers.