Faktaboks

Theo Angelopoulos
Født
27. april 1935
Død
24. januar 2012

Theo Angelopoulos, 27.4.1935-24.1.2012, græsk filminstruktør. Theo Angelopoulos studerede på filmskolen IDHEC i Paris 1961-64, var filmkritiker 1964-67 og debuterede i 1970 med Rekonstruktion, som fik kritikerprisen på Berlinfestivalen.

Theo Angelopoulos brød igennem internationalt med den fire timer lange O Thiassos (1975, Skuespillernes rejse); via en omrejsende skuespillertrups oplevelser tegner filmen et billede af den skæbnesvangre periode 1939-52 i Grækenlands historie, da kampen mod nazismen ikke førte til befrielse, men til blodig borgerkrig. Filmens nutidsplan smelter sammen med den oldgræske myteverden til et storslået nationalt epos.

Theo Angelopoulos' meget personlige filmsprog er præget af lange, panoramiske kameraføringer, som forkaster det psykologiserende nærbillede til fordel for et mytisk-allegorisk sprog uden mange klip, men med tidsspring inden for det enkelte billede. Stilen videreførtes med Jægerne (1977).

I Danmark har desuden været vist Hjemkomsten (1984), Biavleren (1986) og Landskab i disen (1988). I de senere film synes den udsøgt æstetiske stil at være et mål i sig selv.

Filmene når sjældent længere end til kunstbiograferne og til de internationale festivaler, hvor de til gengæld ofte figurerer på listerne over prisbelønnede film.

I Odysseus' blik (1995) om en græsk filminstruktør, der efter mange års udlændighed kommer hjem, behandler Theo Angelopoulos i symbolsk form situationen på Balkan i 1990'erne.

I Evigheden og en dag (1998) skildres mødet mellem en ældre døende forfatter, spillet af Bruno Ganz, og en lille dreng, der er illegal immigrant fra Albanien. I filmen viderefører Theo Angelopoulos sit billedsprog i en smuk fortælling om venskabets betydning og det mulige og nødvendige samspil mellem generationerne. Evigheden og en dag blev samme år tildelt De Gyldne Palmer for årets bedste film ved Cannes Filmfestivalen.

Læs også om græsk film.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig