Aleksandr Sokurov, f. 1951, russisk filminstruktør. Sokurov har afløst Andrej Tarkovskij som det centrale navn i det moderne Ruslands eksperimentelle filmkunst. Hans tidlige film havde problemer med censuren, bl.a. spillefilmdebuten Odinokij golos tjeloveka (1987, Menneskets ensomme stemme). Hans film er i en søgende og dæmpet stil og kredser om psykologiske eller filosofiske emner, bl.a. Mat i syn (1997, Mor og søn) og Otets i syn (2003, dvs. Far og søn). En mere fabulerende karakter har Moloch (1999), om Eva Braun og Hitler, og især Russian Ark (2002), der fortæller 200 år af Ruslands historie gennem én 90 minutter lang optagelse i Eremitage-museet i Sankt Petersborg.