Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

F.W. Murnau

Oprindelig forfatter AJes Seneste forfatter Redaktionen

F.W. Murnau, Friedrich Wilhelm Murnau, egl. F.W. Plumpe, 1888-1931, tysk filminstruktør.

F.W. Murnau studerede kunst og litteratur i Heidelberg og blev skuespiller og instruktørassistent hos Max Reinhardt i Berlin. Efter tjeneste som kamppilot under 1. Verdenskrig begyndte han at instruere film. Hans første vigtige film var Nosferatu — Eine Symphonie des Grauens (1922), en Dracula-filmatisering, der står som et hovedværk inden for den tyske ekspressionisme. Filmen er rig på Murnaus stemningsskabende stil, der vha. lyssætning og kameravinkler i særlig grad afspejler Weimarrepublikkens på én gang ustabile og visionære univers.

Personerne i Murnaus film er ofte uden kontrol over deres skæbne og lader sig styre mod undergang og død. I kammerspillet Der letzte Mann (1924, Hotel Atlantic) styrter den fine hotelportiers verden i grus, da han degraderes til toiletpasser. Filmen er fortalt i banebrydende billeder med kun en enkelt mellemtekst, og Murnaus kameramand, Karl Freund (1890-1969), blev hermed foregangsmand i anvendelsen af det bevægelige kamera.

Annonce

I 1926 blev Murnau inviteret til Hollywood og instruerede her ægteskabsdramaet Sunrise (1927, Solopgang), der trods produktionsproblemer står som et af filmhistoriens hovedværker. Efter yderligere to film i Hollywood samarbejdede Murnau med dokumentarfilminstruktøren Robert Flaherty på filmen Tabu (1931), men kort før filmens premiere omkom Murnau ved en bilulykke.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Jespersen: F.W. Murnau i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=128568