Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erich von Stroheim

Oprindelig forfatter AJes Seneste forfatter Redaktionen

Erich von Stroheim er et af filmhistoriens store, mangesidige talenter. Som oftest spillede han både hovedrollen i og skrev manuskript til de film, han instruerede. Her ses han i 1928 — en travl mand i gang med filmarbejdet, samtidig med at han spiser og bliver klippet.

Erich von Stroheim er et af filmhistoriens store, mangesidige talenter. Som oftest spillede han både hovedrollen i og skrev manuskript til de film, han instruerede. Her ses han i 1928 — en travl mand i gang med filmarbejdet, samtidig med at han spiser og bliver klippet.

Erich von Stroheim, Erich Oswald Stroheim, 22.9.1885-12.5.1957, østrigsk filminstruktør og skuespiller. Erich von Stroheim rejste i 1908 til New York og i 1914 til Hollywood, hvor han bl.a. var instruktørassistent og rådgiver hos D.W. Griffith.

Med sit bryske udseende fik han ofte roller som kynisk militærperson, en typecasting, han selv understøttede ved at hævde, at han stammede fra en adelig preussisk officersfamilie; i virkeligheden var han søn af en jødisk hattemager fra Preussen, som havde slået sig ned i Wien.

Stroheim debuterede som instruktør i 1919 med Blind Husbands (Blinde Ægtemænd), hvor han selv spillede en dekadent europæisk militærmand. Samme rolle havde han i Foolish Wives (1922, Rouletten), som overskred sit budget voldsomt, hvilket indledte en konflikt mellem den komprosmisløse, legendarisk overdådige, geniale og visionære kunstner og filmstudierne med deres kortsynede kommercielle interesser. Producenternes hyppige indgreb frustrerede ham stærkt, hvilket medvirkede til, at hans instruktørkarriere blev kortvarig.

Annonce

Værst gik det ud over den oprindelig ni timer lange Frank Norris-filmatisering Greed (1924, Guld), der blev klippet ned til under en tredjedel; alligevel står den som et af stumfilmens mesterværker. 1928-29 instruerede Stroheim sin sidste film, Queen Kelly, som han dog ikke færdiggjorde, da filmens stjerne, Gloria Swanson, fik ham fyret og et par år senere udsendte en ændret version i Europa.

Siden arbejdede Erich von Stroheim som skuespiller, og en af hans glansroller er netop i samspil med Gloria Swanson i Billy WildersSunset Boulevard (1950, Sunset Boulevard). Hans største præstation var dog rollen som den desillusionerede, men hæderlige og gammeldags patriotiske tyske officer i Jean RenoirsLa Grande illusion (1937, Den store Illusion). Rollen var oprindelig kun af mindre omfang, men voksede i Stroheims hænder og blev filmens mest uforglemmelige.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Jespersen: Erich von Stroheim i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165899