Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lindsay Anderson

Oprindelig forfatter UBo Seneste forfatter Redaktionen

Lindsay Anderson, Lindsay Gordon Anderson, 1923-1994, britisk film- og teaterinstruktør. Andersons alsidige teaterkarriere omfatter en række iscenesættelser med en for britisk teater fornyende vitalitet, bl.a. på National Theatre og på Old Vic. Han var specielt knyttet til Royal Court Theatre, hvor han også var kunstnerisk meddirektør 1969-75. Han har desuden virket som kritiker og er forfatter til essays og bøger, bl.a. om filminstruktøren John Ford.

I 1947 var Anderson med til at grundlægge det indflydelsesrige filmtidsskrift Sequence, der talte for britisk films brud med traditionelle temaer og fortællemåder. Sammen med bl.a. Karel Reisz og Tony Richardson var han primus motor i 1950'ernes realistiske Free Cinema-bevægelse. Allerede i 1948 begyndte han at omsætte sine filmteorier i praksis og lavede på skrabede budgetter kortfilm som fx den Oscarbelønnede Thursday's Children (1953) og O Dreamland (1953). This Sporting Life (1963) indledte rækken af spillefilm, der tager afsæt i britisk films sociale realisme, men som får stadigt skarpere bid og mere filmisk særpræg. Skolefilmen If... (1968, Hvis...), O Lucky Man (1973) og Britannia Hospital (1982) kan ses som en allegorisk trilogi over det britiske samfund. Med Malcolm McDowell i hovedrollerne praktiserer Anderson i disse film sin særlige blanding af stridbart venstreorienteret samfundssyn, giftig satire over det etablerede samfund og fantasier af surrealistisk tilsnit.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ulla Bo H. Skovvart: Lindsay Anderson i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=37710