Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Roberto Rossellini

Oprindelig forfatter EJoer Seneste forfatter Redaktionen

Roberto Rossellini. Efter at have set hans første film skrev Ingrid Bergman til Rossellini: Hvis De har brug for en svensk skuespiller, som taler fint engelsk, har glemt sit tysk, ikke er særlig forståelig på fransk, og som på italiensk kun kan sige ti amo, så vil jeg gerne lave en film med Dem. Det kunne Rossellini ikke sige nej til, og stor var skandalen, da hun i 1949 forlod mand, barn og Hollywood til fordel for ham. Her ses de to under optagelserne til Størst er kærligheden (1951).

Roberto Rossellini, 8.5.1906-3.6.1977, italiensk filminstruktør, gift med Ingrid Bergman 1950-58.

Roberto Rossellini nærede allerede som barn en glødende interesse for filmen. Med velhavende forældre havde han mulighed for at eksperimentere med amatørfilm, inden han i slutningen af 1930'erne blev ansat i det fascistiske marineministeriums filmenhed, hvor han bl.a. instruerede den dokumentariske La nave bianca (1941, Det hvide Skib) om en romance på et hospitalsskib.

Efter 2. Verdenskrig blev Roberto Rossellini en ledende skikkelse i den antifascistiske neorealisme, der indledtes med hans Roma, città aperta (1945, Rom, aaben By) om almindelige romeres kamp mod den tyske besættelsesmagt. Filmen var første del i Rossellinis krigstrilogi, der tillige omfatter episodefilmen Paisà (1946) om de allieredes fremmarch fra Sicilien til Posletten, og Germania anno zero (1947, Tyskland Aar nul), der udspiller sig i Tysklands materielle og moralske efterkrigsruiner.

Annonce

Hollywoodstjernen Ingrid Bergman så filmene og tilbød at arbejde med Roberto Rossellini. Det blev indledningen ikke blot til en skandaleombrust romance, der endte med ægteskab, men også til en ny fase i Rossellinis karriere.

Sammen med Ingrid Bergman lavede han en række minimalistiske film — Stromboli (1949), Europa '51 (1951, Størst er kærligheden), Viaggio in Italia (1953, Rejse i Italien) og Die Angst eller La Paura (1954, Angst) — om efterkrigstidens moralske tomrum og desperate søgen efter mening.

I 1958 udsendte Roberto Rossellini en dokumentarfilm om Indien, India, og med enkelte undtagelser var resten af hans karriere viet oplysende film for tv, bl.a. La Prise de pouvoir par Louis XIV (1966, Ludvig XIVs magtovertagelse).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eva Jørholt: Roberto Rossellini i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152757