Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sofie Gråbøl

Oprindelig forfatter JBuO Seneste forfatter Redaktionen

Sofie Gråbøl, f. 30.7.1968, dansk skuespiller. Sofie Gråbøl fik en tidlig debut i Henning Carlsens internationalt anlagte film Oviri (1986) og medvirkede samme år som både sødmefuld og reflekteret hovedperson i Barndommens gade efter Tove Ditlevsens roman.

Uden formel skoling har hun siden vist stadig udvikling og skuespiltalent, både i film som fx Ole BornedalsNattevagten (1994) og på scenen i Betty Nansen Teatrets udgave af Lars NorénsVallombrosa og Dr. DantesI en kælder (begge 1995).

Sofie Gråbøl har med voksende styrke og dybde spillet betydelige roller, bl.a. i det klassiske repertoire som Regine i Gengangere (Det Kongelige Teater 1999), Desdemona i Othello (Østre Gasværk 2000) og Maja Rubæk i Når vi døde vågner (Betty Nansen Teatret 2002).

Annonce

Gråbøl fik en Reumert for Indras datter i Et drømmespil (Betty Nansen Teatret 2008). Hun markerede sig med hovedrolle i tv-succesen Nikolaj og Julie (2002-03) og blev belønnet med Robertpriser for sine hudløse præstationer i familiedramaerne Lad de små børn... (2004) og Anklaget (2005). I 2017 modtog hun endnu en Robert i kategorien bedste kvindelige birolle i Jesper W. Nielsens film Der kommer en dag (2016).

2007, 2009 og 2012 spillede Sofie Gråbøl den kontrollerede, sweaterklædte vicekriminalkommissær Sarah Lund i tv-serierne Forbrydelsen, Forbrydelsen 2 og Forbrydelsen 3.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Busch Olsen: Sofie Gråbøl i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 1. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86712