• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Simon Staho

Oprindelig forfatter keuner Seneste forfatter Redaktionen

Simon Staho, f. 2.6.1972, dansk filminstruktør. Simon Straho debuterede i tidens stil med Vildspor (1998) med Mads Mikkelsen og Nikolaj Coster Waldau som to kriseramte eksistenser mellem København, Bangkok og Island.

Den egenrådige roadmovie Dag och natt (2003, Dag og nat) indledte for alvor Simon Stahos frugtbare samarbejde med svenskeren Mikael Persbrandt, som siden fortsatte med Bang Bang Orangutang (2005) og Himlens hjärta (2008, Himlens hjerte).

Desuden har Staho instrueret to film med kvinder i centrum: Daisy Diamond (2007), der sikrede Noomi Rapace (f. 1979) både en Robert og en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle, og den minimalistiske Kärlekens krigare (2009, Kærlighedens krigere) om et lesbisk par.

Simon Staho har aldrig stået for en kommerciel succes, og med sine svensksprogede produktioner er han en randeksistens i dansk film. Kernen i hans arbejder er det intense kammerspil, der kan forløse uopdyrkede ressourcer hos skuespillerne, der som regel hører til Skandinaviens betydeligste.

Annonce

Både kammerspillet og et sortsyn, der kan tangere det selvmorderiske, fik allerede ved premieren på Dag och natt kritikerne til at drage paralleller til Ingmar Bergman, og Himlens hjärta blev både i Sverige og Danmark betragtet som en selvstændig opdatering af Bergmans Scener fra et ægteskab (1973).

Med musicaldramaet Magi i luften (2011), der på lydsiden genbruger nostalgisk mainstream-pop, brød Simon Staho med sin hidtidige tone og rakte ud efter et yngre publikum.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Christian Nørregaard: Simon Staho i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=271669