Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rumle Hammerich

Oprindelige forfattere HLyd og UBra Seneste forfatter Redaktionen

Rumle Hammerich, egl. Jens Peter Hammerich, f. 1954, dansk filminstruktør; søn af Paul Hammerich. Rumle Hammerich blev færdiguddannet på Den Danske Filmskoles instruktørlinje i 1979 og debuterede med børnefilmen Otto er et næsehorn (1982). I Sverige brød han igennem med tv-serien Dårfinkar och dönickar (1988, Tossehoveder og tørvetrillere) efter en børnebog af Ulf Stark, som han også senere har samarbejdet med.

I Sverige har Hammerich også lavet bl.a. gyseren Svart Lucia (1992, Sort Lucia) og tv-børnefilmen Kan du vissla Johanna (1994, Kan du fløjte Johanne), og for dansk tv har han instrueret flere episoder af serien Taxa (1997-99), samt H.C. Andersen-filmen Unge Andersen (DR-TV 2005). Thrilleren Headhunter (2009), om intriger og moralske dilemmaer i toppen af erhvervslivet blev vel modtaget.

Rumle Hammerich var dramachef ved Danmarks Radio 1994-98, 1999-2003 direktør for Nordisk Film Production og siden 2003 kreativ direktør samme sted.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Lyding, Ulrik Brandt: Rumle Hammerich i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88493