Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik Clausen

Oprindelig forfatter IbBo Seneste forfatter Redaktionen

Erik Clausen (tv.) i rollen som glad dansk gøgler sammen med Helle Fastrup og Leif Sylvester Petersen i sin debutfilm Cirkus Casablanca (1981).

Erik Clausen (tv.) i rollen som glad dansk gøgler sammen med Helle Fastrup og Leif Sylvester Petersen i sin debutfilm Cirkus Casablanca (1981).

Erik Clausen, f. 7.3.1942, dansk instruktør, skuespiller og billedkunstner. Erik Clausen var uddannet håndværker, men dyrkede gøgleriet i sin fritid. Som gøgler blev han en del af 1970'ernes politiske venstrefløjskultur, hvor han var med til at indføre den grovkornede politiske satire. Sammen med Leif Sylvester etablerede han i 1969 Clausen og Petersens gadecirkus.

Erik Clausens liv som gøgler og hans interesse for rockmusik dannede baggrund for miljøskildringen i debutfilmen Cirkus Casablanca (1981) og den beslægtede Rocking Silver (1983), der var Clausens forsøg på at skabe ægte folkekomedie. Sociale temaer præger film som Felix (1982) om pensionistlivet, Rami og Julie (1988) om kærlighed og etniske konflikter og De frigjorte (1993) om arbejdsløshed.

Et mere ambitiøst filmisk sprog kom frem i Manden i Månen (1986), der fik en Bodil, og den stort anlagte filmatisering af Carl Nielsens erindringer, Min fynske barndom (1994).

Annonce

I den romantiske folkekomedie Slip hestene løs (2000) spiller Erik Clausen selv hovedrollen som gæv vinduespudser; den opfulgtes af samtidsskildringen Villa Paranoia (2004). Mennesker bliver spist (2015) handler om Herluf, en pligtopfyldende mand, far og mekaniker, der i mange år har været ganske lykkeligt gift, men en dag begynder at glemme vigtige ting og forsvinder.

Clausen har desuden produceret tv, bl.a. sketchprogrammet Clausens Garage (1983).

Instruerede film

  • Cirkus Casablanca (1981)
  • Felix (1982)
  • Rocking Silver (1983)
  • Manden i Månen (1986)
  • Rami og Julie (1988)
  • Tarzan Mama Mia (1989)
  • De frigjorte (1993)
  • Min fynske barndom (1994)
  • Slip hestene løs (2000)
  • Villa Paranoia (2004)
  • Ledsaget udgang (2007)
  • Frihed på prøve (2010)
  • Mennesker bliver spist (2015)
  • Aldrig mere i morgen (2017)

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Bondebjerg: Erik Clausen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=57555