Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Benjamin Christensen

Oprindelig forfatter CTyb Seneste forfatter Redaktionen

Benjamin Christensen, 1879-1959, dansk filminstruktør og skuespiller. Benjamin Christensen var sammen med Carl Th. Dreyer dansk stumfilms mest talentfulde filmskaber. Han måtte opgive en karriere som operasanger, men det nye filmmedie gav ham chancen for at realisere sine kunstneriske ambitioner.

Efter at have medvirket i en række film som skuespiller debuterede han med den dramatiske spionfilm Det hemmelighedsfulde X, der allerede ved premieren i 1914 blev tiljublet for sin suveræne beherskelse af filmens virkemidler.

Christensen fulgte op med et melodrama om justitsmord og forbyttede børn, Hævnens Nat (1916), hvis idérigdom var endnu mere slående. Hans mest ambitiøse projekt blev finansieret for svenske penge: Häxan (1922, Heksen), en kulturhistorisk film om middelalderens overtro og satanisme, som Christensen levendegjorde med stor kraft. Han fortsatte karrieren i Tyskland og USA, men kunne dér ikke realisere sine dristige filmprojekter.

Annonce

Han kom tilbage til Danmark i 1936 og lavede 1939-42 yderligere fire film. Den sidste blev en fiasko, og Benjamin Christensen trak sig tilbage og var til sin død direktør for Rio Bio i Rødovre.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Casper Tybjerg: Benjamin Christensen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=56757