Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Howard Hawks

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Howard Hawks, 1896-1977, amerikansk instruktør. Howard Hawks var blandt Hollywoods mest respekterede veteraner, der fra talefilmens begyndelse og frem til 1970 lavede film i de kendte genrer.

Hawks fortalte i en klassisk, enkel billedstil den samme historie i stadigt inspirerede variationer: I sine actionfilm skildrede han kammeratskab og teamwork hos små grupper under pres med den professionelle og individualisten som samlingspunkt og moralsk fundament.

Hovedværkerne er her Only Angels Have Wings (1939, Kun Engle har Vinger), To Have and Have Not (1945, At have og ikke at have), Hatari! (1961) og westernfilmene Red River (1948) og Rio Bravo (1959).

Annonce

I komedierne og farcerne drejede Howard Hawks det vante kønsrollemønster og lod kvinderne være de handlekraftige, bl.a. i screwball comedies som Bringing Up Baby (1938, Han, Hun og Leoparden) og His Girl Friday (1940, Sensationen) og den musicalprægede Gentlemen Prefer Blondes (1953, Gentlemen foretrækker blondiner).

Blandt Hawks' andre væsentlige film er The Dawn Patrol (1930, Nattens Patrulje), der ligesom Air Force (1943, Amerikas Luftvaaben) trækker på hans fortid som pilot under 1. Verdenskrig, samt gangsterfilmen Scarface (1932) og The Big Sleep (1946, Sternwoodmysteriet), der cementerede privatdetektiv-figuren og medvirkede til at opbygge myten omkring Humphrey Bogart.

Howard Hawks fik i 1975 en æres-Oscar for sin samlede indsats.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Howard Hawks i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=89630