Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Stephen Frears

Oprindelige forfattere CTyb og LJuhl Seneste forfatter Redaktionen

Stephen Frears, f. 1941, britisk filminstruktør. Stephen Frears debuterede med krimiparodien Gumshoe (1971, Privatdetektiven), men arbejdede mest for tv, indtil han fik sit egentlige gennembrud med den skarptslebne og livlige satire My Beautiful Laundrette (1985, Mit smukke vaskeri) om racemodsætninger i London.

En besk tone har præget Frears' film; fx skildrer Dangerous Liaisons (1988, Farlige forbindelser) efter Pierre Choderlos de Laclos' brevroman (1782) velovervejet hjerteløshed i en prægtig 1700-tals-opsætning.

Med den irske hverdagskomedie The Snapper (1993) og den romantiske komedie High Fidelity (2000) har Stephen Frears dog også vist, at han besidder både varme og lune.

Annonce

Krimien Dirty Pretty Things (2002), der sympatisk skildrer illegale indvandrere i London, og The Queen (2006), om Elizabeth 2.s håndtering af prinsesse Dianas død, har også vakt opmærksomhed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Casper Tybjerg, Lena Juhl: Stephen Frears i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79592