Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Richard Attenborough

Oprindelig forfatter CTyb Seneste forfatter Redaktionen

Richard Attenborough, 29.8.1923-24.8.2014, britisk skuespiller, producer og instruktør; bror til David Attenborough. Den kendte krigsfilm In Which We Serve (1942, Havet er vor skæbne) var hans første; han blev siden berømt for rollen som psykopatisk ungdomsforbryder i Brighton Rock (1947), brillerede både i humoristiske roller, fx i The League of Gentlemen (1960, Banken sprænges kl. 11), og mere alvorlige som The Angry Silence (1960, Vred tavshed).

Richard Attenboroughs debut som instruktør var den stort anlagte, meget roste og meget kritiserede satiriske musical Oh! What a Lovely War! (1969, Åh, sikken herlig krig!). Siden da instruerede han en række ambitiøse film, først og fremmest den imponerende Gandhi (1982), der blev tildelt otte Oscars, men også fx A Bridge Too Far (1977, Broen ved Arnhem) og Chaplin (1993).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Casper Tybjerg: Richard Attenborough i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=41728