• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Palle Kjærulff-Schmidt

Oprindelig forfatter IbBo Seneste forfatter Redaktionen

Palle Kjærulff-Schmidt, f. 7.7.1931, dansk film-, teater- og tv-instruktør; søn af Helge Kjærulff-Schmidt. Palle Kjærulff-Schmidt var med til at præge "den nye bølge" i 1960'ernes danske film og skabte i 1970'erne tv-historie med det moderne realistiske tv-spil.

Som filminstruktør stod han i lære på ASA og lavede det sociale ungdomsmelodrama Bundfald (1957). Herpå fulgte den sociale komedie De sjove år (1959) med manuskript af Klaus Rifbjerg. Samarbejdet med Rifbjerg fortsatte med de filmiske hovedværker Weekend (1962), hvis skildring af mellemlagets ikke længere helt unge velfærdsdanskere og deres splittelse og (især seksuelle) rastløshed indvarslede en ny franskinspireret stil og tone i dansk filmrealisme, og Der var engang en krig (1966), som på poetisk vis blander en drengs hverdagsoplevelser og drømme under 2. Verdenskrig.

En række senere film inden for forskellige genrer, bl.a. Peter von Scholten (1987), er mindre prægnante, men som teater- og tv-instruktør har Kjærulff-Schmidt præget både modernismen og realismen.

Annonce

1963-77 instruerede han Leif Panduros otte berømte tv-spil, som lagde gaderne øde, da de blev udsendt, på grund af deres præcise samtidsrealisme og skarpe analyse af psykiske og moralske kriser i vores velfærdskultur, et tema, som også prægede tv-føljetonen Vores år (1-4, 1980) med manuskript af Rifbjerg, om Danmark i 1970'erne.

Palle Kjærulff-Schmidt har skrevet erindringsbogen Skal vi vove det?: tilbageblik på 50'erne (1996).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Bondebjerg: Palle Kjærulff-Schmidt i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=106803



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Palle Kjærulff-Schmidt
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik