• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mads Mikkelsen

Oprindelige forfattere LJuhl og PSch Seneste forfatter Redaktionen

Mads Mikkelsen. Foto fra 2006.

Mads Mikkelsen. Foto fra 2006.

Mads Mikkelsen, Mads Dittmann Mikkelsen, f. 22.11.1965, dansk skuespiller, bror til Lars Mikkelsen.

Før Mads Mikkelsen blev skuespiller, var han professionel danser i 8 år. Han blev uddannet ved Aarhus Teater 1996 og har spillet rå, marginaliserede typer i film som Pusher (1996), Bleeder (1999), Blinkende lygter (2000) og Pusher 2 (2004).

Mads Mikkelsen har også haft mere følsomme roller i En kort en lang (2001) og som kriminalbetjent Fischer i tv-serien Rejseholdet (2000-02). Han fik succes i Susanne Biers dramaer Elsker dig for evigt (2002) og Efter brylluppet (2006), viste komisk talent i De grønne slagtere (2002) og overbeviste som plaget præst i Adams æbler (2005).

Annonce

Internationalt har Mads Mikkelsen fået succes som Tristan i King Arthur (2004, Kong Arthur), og han er skurk i James Bond-filmen Casino Royale (2006).

I 2009 høstede Mads Mikkelsen stor anerkendelse for sin hovedrolle i den tyske psykologiske thriller Die Tür. Han har desuden haft flere teaterroller.

Mads Mikkelsen modtog 2011 æresprisen European Achivement in World Cinema ved European Film Awards i Berlin for sin samlede filmiske indsats.

Thomas Vinterberg og Mads Mikkelsen ved Cannes Film Festival 2012.

Thomas Vinterberg og Mads Mikkelsen ved Cannes Film Festival 2012.

Mads Mikkelsen modtog prisen for bedste mandlige skuespiller ved Cannes Filmfestival 2012 for rollen som Lucas i Thomas Vinterbergs film Jagten (2012). For samme rolle modtog han 2014 en Robert i kategorien Årets mandlige hovedrolle og samme år en Bodil i kategorien Bedste mandlige hovedrolle. Jagten fortæller om, hvordan vores frygt for, at vores kære lider overlast, kan sende os direkte tilbage til middelalderens heksejagter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lena Juhl, Peter Schepelern: Mads Mikkelsen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=125329